- Hjem
- Inspiration
- Opskrifter
- Hovedretter
- Asiatisk andeburger

Opskrift: Asiatisk andeburger
Drømmer du om alt andet end julemad i dagene efter jul? Så brug anderesterne til den her geniale asiatisk-inspirerede andeburger. Få opskriften på burgeren med andekød her.
Skrevet af Imerco · 14 november 2023Klassiske burgere er lækre, men prøv lige denne lækre andeburger med masser af smag - den er især smart, hvis du har lavet andesteg dagen før og har rester tilovers. Andekødet steges på panden med kinesiske krydderier og får masser af friskt modspil fra kål, koriander og lime.
Asiatisk andeburger
Til 4 personer
Ingredienser til andefyld
300 g anderester eller 2 confiterede andelår
1 spsk. andefedt
2 tsk. kinesisk five spice-krydderiblanding
Salt
Ingredienser til kålsalat
¼ hoved rødkål
3 gulerødder
1 bundt koriander
Saft af 1 lime
1,5 spsk. soja
1,5 spsk. sesamolie
1 lille knold ingefær
1-2 spsk. sesamfrø
Desuden
4 brioche burgerboller
Chilimayonnaise
Hoisinsauce
½ glas sushi-ingefær
Sådan laves andeburgeren
Tænd ovnen på 200°, så den er klar til at varme burgerbollerne.
Pluk kødet af anden med en gaffel. Varm en pande op med lidt andefedt, kom andekødet på, og drys med five spice-krydderi og salt. Steg anden i ca. 5 minutter, indtil der er en blanding af sprøde og bløde stykker.
Snit rødkålen fint. Skræl gulerødderne, og skær dem i tynde skiver. Hak korianderen groft. Rør en dressing af limesaft, soja, sesamolie. Smag den til med friskrevet ingefær. Vend kål, gulerødder og koriander med dressing og sesamfrø.
Lun burgerbollerne, flæk dem, og smør begge sider med chilimayonnaise. Fordel andekødet på underbollerne, kom hoinsinsauce på, og top med kålsalat. Slut af med nogle skiver sushiingefær, inden du lægger overbollen på.
Servér straks.
Læs også: Sådan vedligeholder du dine stegepander.
Tip
Kinesisk five spice-krydderi er en af de mest populære krydderiblandinger i det asiatiske køkken. Find det på imerco.dk eller i velassorterede supermarkeder. Du kan også lave din egen blanding af ½ tsk. af hver af disse fem krydderier: Stødt stjerneanis (brug frøene herfra, der kan mortes til pulver), fennikelfrø, kanel, nellike og koriander.