Vafler Nougatcreme Top

Vafler med nougatcreme

Sprøde, velduftende vafler er et sikkert hit hos både store og små – så ring bare med klokken og åbn vaffelbaren!

Skrevet af Imerco · 24 oktober 2022

De lækre vafler bliver slet ikke dårligere af en lækker nougatcreme og søde sager, som du jo sagtens kan vælge ud fra familiens favoritter.

Se alle vaffeljern

Det skal du bruge

Nougatcreme

200 g blød nougat
1 dl piskefløde
250 g mascarpone
3 spsk. stærk kaffe eller cognac

Vafler

200 g hvedemel
1 spsk. sukker
1 tsk. stødt vanilje
½ tsk. stødt kardemomme
¼ tsk. havsalt
5 dl mælk
2 æg
50 g smør

Sådan gør du

Nougatcreme

Skær nougat i mindre stykker, og smelt dem sammen med fløde i en kasserolle ved meget lav varme. Sæt på køl i 30 minutter. Pisk nougatblanding og mascarpone forsigtigt sammen til en tyk creme, og smag til med kaffe eller cognac. Sæt cremen i køleskabet.

Vafler

Bland mel, sukker, vaniljepulver, kardemomme og salt sammen i en skål. Tilsæt mælken, og pisk til en glat jævning.
Del æggene i blommer og hvider. Rør æggeblommerne i dejen, og sæt den i køleskabet i 30 minutter.
Smelt smørret, lad det køle lidt, og rør det i dejen.
Pisk æggehviderne stive, og vend dem i dejen.
Sæt dejen i køleskabet i en times tid eller to, eller bag den med det samme.
Tænd vaffeljernet. Kom lidt smør på, når vaffeljernet er varmt, og fordel med en silikonepensel.
Hæld en portion dej på jernet, og luk det. Bag i 2-3 minutter, til vaflerne er gyldne og gennembagte.

Servér straks med valgfri topping og nougatcreme.

Tip

Skær eller vrid et snit ned mellem to hjerter i hver vaffel, og sæt så direkte over i en lille skål, så vaflen får en fin blomsterfacon, når den skal serveres.