Topfoto 35

Klassiske fastelavnsboller med creme

Er du til de gammeldags fastelavnsboller, så får du her opskriften på de helt klassiske af slagsen, som vi alle kender dem. Med en blød bolle fyldt med den lækreste vaniljecreme og med glasur på toppen.

Skrevet af Imerco · 16 februar 2022

Tiden nærmer sig, hvor vi igen iklæder vores børn (og/eller os selv…) i prinsessekjoler, Batman-dragter og dyrekostumer. Fastelavn er ’slå katten af tønden’, sjove kostumer – og, ikke mindst, fastelavnsboller. Med opskriften her er resultatet en blød og luftig bolle med en lækker vaniljecreme – en kombination der aldrig fejler!

Fastelavnsboller kommer efterhånden i mange former og størrelser. Klik her for at finde den samlede oversigt på alle vores opskrifter på fastelavnsboller.

Det skal du bruge

Antal: 12 stk.

Creme

  • Korn af 1 vaniljestang
  • 2 spsk. sukker
  • 4 æggeblommer
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 2,5 dl mælk

Dej

  • Korn af 1 vaniljestang
  • 1,5 dl mælk
  • 50 g gær
  • 1 spsk. sukker
  • 1 knivspids salt
  • 100 g blødt smør
  • 1 æg
  • 400-450 g hvedemel
  • Æg til pensling

Servering

  • 200 g flormelis
  • Ca. 1 spsk. kogende vand
  • Evt. lidt kakao

Sådan gør du

Cremet og sød vaniljecreme

Creme

  • Del vaniljestangen på langs, skrab kornene ud og pisk vanilje sammen med sukker, æggeblommer og majsstivelse i en skål.
  • Kog mælken op med vaniljestangen i gryden.
  • Tilsæt mælken til skålen med æggemassen, og pisk cremen en gang igennem.
  • Hæld cremen tilbage i gryden, og kog den op under omrøring. Lad cremen køle helt ned.

Bløde og lækre fastelavnsboller

Dej

  • Del vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud i mælken.
  • Lun mælken (30-35 grader), og opløs gær, sukker og salt heri.
  • Kom mælkeblandingen i en røreskål og tilsæt smør, æg og halvdelen af hvedemelet, og rør dejen godt sammen.
  • Tilsæt resten af hvedemelet og ælt dejen godt igennem.
  • Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 45 minutter.
  • Del dejen i 12 lige store dele, og rul dem flade med en kagerulle.
  • Placer ½ spsk. creme i midten af dejen, og saml bollen omkring cremen. Sørg for at lukke bollen godt sammen i bunden, og vend den flotte side opad.
  • Lad fastelavnsbollerne hæve lunt og tildækket på en bageplade beklædt med bagepapir i 20 minutter.
  • Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 °C i ca. 12-15 minutter.

Se alle bageredskaber.

Server fastelavnsbollerne med glasur og hindbær

Servering

  • Pynt med almindelig og/eller kakaoglasur og frysetørret hindbær, nødder eller andet. Velbekomme!

Se alle kagedekorationer og farver.

Opskriften er udviklet af Valsemøllen i samarbejde med madblogger Maria Vestergaard.