- Hjem
- Inspiration
- Opskrifter
- Desserter og kager
- Fyldte chokolader appelsintrøffel

Fyldte chokolader med appelsintrøffel
Chokolade og appelsin går hånd i hånd og smagskombinationen er måske særligt lækker, når julen står for døren. Her får du en opskrift på selv at trylle de lækreste fyldte chokolader frem – jul eller ej.
Skrevet af Imerco · 13 august 2024Det rette knæk og det blødeste fyld, der smelter på tungen – haps, de her fyldte chokolader er ikke bare flotte at se på, men også uimodståeligt lækre!
Chokoladeskaller
Mørkerød og orange chokoladefarve
20 g kakaosmør
Guldstøv
300 g mørk chokolade
Læs også: Sådan tempererer du chokolade.
Sådan laves chokoladeskallerne
Puds en chokoladeform grundigt med vat. Temperér kakaosmørret til det er ca. 31 grader varmt.
Del kakaosmørret i to dele og farv dem henholdsvis mørkerød og orange. Sprøjt først formen ved hjælp af en tandbørste med den mørkerøde kakaosmør og lad det sætte sig kort. Sprøjt så formen med det orange kakaosmør på samme måde. Lad det sætte sig, og pensl herefter formen med guldstøv.
Temperér den mørke chokolade til det er ca. 31-33 grader varmt. Fyld chokoladen i formen. Bank/ryst overskydende chokolade ud igen. Skrab formens overflade og stil den på køl. Gem overskydende chokolade til at lukke chokoladerne med til sidst.
Appelsintrøffel
1 dl piskefløde
1 spsk. glukosesirup
100 g mørk chokolade
1 økologisk appelsin, skallen heraf
Sådan laves fyldet til chokoladerne
Kom fløde og glukosesirup i en tykbundet gryde og varm det op til lige under kogepunktet. Tag det af varmen og tilsæt chokolade og appelsinskal. Rør massen ensartet og glat, og kom den herefter op i en sprøjtepose.
Lad massen køle ned og fyld herefter i chokoladeskallerne. Luk chokoladerne med den overskydende chokolade og stil dem på køl. Bank/ryst chokoladerne ud af formen.
Opskriften er udviklet af bageekspert Ditte Julie Jensen.
Tip
Du kan snildt give chokoladerne i gave - eksempelvis som værts- eller værtindegave. Pak dem fint ind i en smuk æske, så er gaven i hus.