- Hjem
- Inspiration
- Opskrifter
- Desserter og kager
- den perfekte risalamande til juleaften

Den perfekte risalamande til juleaften
Risalamande til dessert er en fast tradition i de fleste danske hjem i julen. Her får du den klassiske opskrift, som er en sikker vinder hver eneste jul.
Skrevet af Imerco · 16 november 2017Siger man juledessert, må man også sige risalamande. Den søde dessertgrød erstattede risengrøden som dessert tilbage i 1900-tallet, og siden har den været en fast tradition som afslutning på julemåltidet.
Ikke nok med at desserten smager godt, så følger der også en gave med, hvis du er heldig at finde mandlen. Traditionen med mandelgaver er fransk og stammer helt tilbage fra 1500-tallet, hvor familier på Helligtrekongersdag serverede en kage, hvori der var gemt en lille bønne.
Fik man bønnen, blev man konge for en aften og fik dermed lov til at bestemme.
Opskrift på den klassiske risalamande
Risalamande eller riz à l’amande, der på fransk betyder ’ris med mandel’, laves på en base af risengrød, som efterfølgende blandes sammen med fløde og mandler. Den søde smag af vanilje gør risalamande til en god afslutning ovenpå den fede julemad.
Antal: 6 personer
Det skal du bruge til risalamande:
3 dl vand
2 dl grødris
6 dl sødmælk
3 spsk. sukker
50 g mandler
1 vaniljestang
4 dl piskefløde
Sådan laver du risalamande:
- Kog vandet i en gryde og kom derefter grødrisene i. Brug en tykbundet gryde, f.eks. en støbejernsgryde, så grøden ikke brænder på.
- Lad risene koge i ca. 3 minutter.
- Hæld mælk og kornene fra vaniljestangen i.
- Skru ned for varmen, når grøden begynder at koge.
- Lad risengrøden stå og simre i 30 minutter ved svag varme.
- Tag gryden af varmen, og rør sukkeret i.
- Lad grøden køle helt af.
- Smut mandlerne ved at lægge dem i kogende vand i ca. 1 minut, eller til skindet bliver løst. Hæld vandet fra, og tag fat i mandlernes runde ende, og smut dem gennem skindet.
- Læg en hel mandel til side og hak resten.
- Pisk fløden til flødeskum.
- Vend flødeskummen i den afkølede grød.
- Risalamanden må godt stå på køl nogle timer før servering.
Læs også: Her er de perfekte mandelgaver
Server risalamanden i en skål i krystal i stedet for en dessertskål for at få et mere elegant udtryk.
Du kan selv lave kirsebærsauce ved at koge et glas dessertkirsebær. Rør 1 spsk. majsstivelse ud i 2 spsk. koldt vand. Hæld blandingen i kirsebærsaucen, og kog ved svag varme, indtil saucen jævner.