Gryde Guide Top

5 spørgsmål, du skal stille dig selv, inden du køber en gryde

Hvad er en god gryde? Og hvilke gryder skal jeg have? For nogen er en gryde bare en gryde, men der er nu alligevel nogle ting, du kan overveje, inden du kaster penge efter gryder til dit hjem.

Skrevet af Imerco · 22 juni 2023

En gryde er ikke bare en gryde. Der findes dem, der er gode at koge i, dem der er gode til simreretter og så er der dem, der ja, bare er virkelig smukke. Men hvilke skal du vælge? Vi guider dig her, så du kan vælge de helt rette.

Se alle gryder.

Spørgsmål 1: Hvilken komfurtype har du?

Først og fremmest skal du finde ud af, hvilken type komfur du har derhjemme. Er det gas, induktion eller noget helt tredje? Det er vigtigt at finde ud af af flere årsager. For det første er der nogle gryder, der ikke fungerer på visse komfurtyper.

Derudover kan man vende bunden i vejret på gryden for at se, hvilke egenskaber, som en given gryde har. Gryder, der har en sort bund, går godt til glaskeramiske komfurer, som har en sort overflade. Har dit komfur en sort overflade, kan du overveje at investere i gryder med en sort bund, det kan eksempelvis være Fiskars' Hardface-serie.

Vær opmærksom på, at visse typer af belægninger kan blive hurtigere ødelagt af induktionskomfurer, fordi de varmer hurtigt op. Det gør sig blandt andet gældende ved sliplet-belægninger.

Har du kastet din kærlighed på nogle fine hvide gryder, som skal hænge fremme, fordi de passer perfekt ind i indretningen i dit køkken, er det også vigtigt at tænke over, hvilken komfurtype du har. Skal gryderne hænge over et gaskomfur, bliver de nemlig hurtigt beskidte - og så er hvide gryder ikke den bedste investering.

Spørgsmål 2: Hvilken type mad laver du?

Inden du køber din nye gryde, skal du spørge dig selv, hvilken type mad du hovedsageligt bruger dine gryder til. Er der ofte simreretter på menuen? Koger du kartofler hver dag? Ligeledes kan du overveje, hvorvidt du har brug for at dine gryder er flotte, så du kan lade dem hænge fremme, eller om du blot ønsker at have dem i skuffer eller skabe.

Hvis du ofte bruger dine gryder til at koge i, vil vi råde dig til, at købe gryder uden belægninger. Gryder med belægning er nemlig ikke lavet til at stå og bulderkoge – især ikke, hvis du koger mad, der skal have mere end 20 minutter.

Holder du til gengæld af en god gang chili con carne, kødsovs eller andre simreretter, der skal stå længe på komfuret, er det støbejernsgryden du skal kaste din kærlighed på. Støbejern kan tåle høj varme, hvorfor støbejernspander er de bedste, hvis du fx vil flambere eller stege en bøf ved høj varme. Hvis du er vild med støbejernsgryder, så tjek eksempelvis Le Creuset eller Staub ud - begge er eksperter på området.

Det kan selvfølgelig være en god idé at sammensætte et sortiment, så du har gryder til flere behov - altså nogle med belægning, nogle i stål og nogle i aluminium. Så har du de rigtige redskaber, lige meget hvad du skal kokkerere.

Tip

Støbejernsgryder er også gode til at bage brød i - de får en ekstra sprød skorpe, når de bages i gryde.

Opskrift på grydebrød.

Spørgsmål 3: Hvor mange og hvem er I?

Det er godt at have med i dine overvejelser, hvor mange personer I er derhjemme. Er I fx to voksne og tre børn, så vil mængderne af mad selvfølgelig være større end hvis du bor alene.

Husk også, at jo flere mennesker I er derhjemme, jo større er sandsynligheden for, at dine gryder ikke altid bliver passet lige godt på. Der kan være fart på hverdagen og meget mad, der skal laves. Så derfor kan det være en god idé at investere i hårdføre gryder, hvis I er mange, der bruger dem ofte.

Spørgsmål 4: Vil du bruge dine gryder til servering?

Vil du gerne spare på opvasken og bruge dine gryder til at servere i, skal du selvfølgelig overveje, hvilket udtryk du går efter. Skal de være klassiske? Eller skal de have et tvist? Vil du bruge dem til servering, kan det også være en ide at købe en serie af gryder, så de har et konsistent udtryk, når de står på dit spisebord. Mange gryder fås i serier, eller alternativt kan du overveje at gå efter grydesæt.

Tip

Med magnetiske bordskånere, kan du overveje gryder, der har magnetisme i bunden. Så sætter gryderne sig fast på bordskånerne, så du kan rykke rundt med begge dele samtidig.

Spørg efter dette i din lokale Imerco, hvis du vil gå efter dette tip.

Spørgsmål 5: Hvor meget plads har du i køkkenskabene?

Sidst, men ikke mindst, er det værd at tænke over, hvor meget plads du har i dine køkkenskabe. Bor du fx i en lille lejlighed, kan det være en god ide at købe gryder, der kan stables, så de fylder mindre. Tjek eksempelvis Tefals Ingenio-serie ud - denne serie er både stabelbar og med aftagelige håndtag. Husk dog, at gryder med belægning ikke må stables, medmindre der er luft eller pandebeskyttere imellem dem, så de ikke ridser hinanden.

Mange mennesker tror, at de kan nøjes med en gryde, der kan bruges til det hele. Det kan være svært at nøjes med kun én gryde, da det vil være spild af varme og energi at lave en lille portion sovs i en gryde, der er egnet i størrelse til at koge kartofler. Men vil du alligevel gerne nøjes med at starte ud med én gryde, så gå efter en helstøbt gryde - dvs. en, der har en bund bestående af tre lag; stål, aluminium og stål igen. Det giver en fantastisk varmefordeling, og så er den samtidig god at koge alt fra pasta til kødsovs i.