Tomatsalat Sommer Top

Den perfekte sommersalat!

Vores bud på sæsonens bedste salat består af solmodne tomater og saftige meloner. Salaten er perfekt som friskt og farvestrålende tilbehør, når den står på grillmad. Få opskriften her.

Skrevet af Imerco · 9 juni 2023

Salaten her er velegnet som tilbehør til grillmaden, men gør det også særdeles godt som en let frokost på lune dage, hvor man ikke orker at sætte andet på gaflen end sprødt og friskt.

Se alle serveringsfade.

Ingredienser til tomatsalat med mynte, melon og mozzarella

Salat

1 rødløg
500 g tomater i forskellige farver
1/4 cantaloupemelon
1/4 lille vandmelon
10 blade frisk mynte
10 blade frisk basilikum
2 friske mozzarella
1 lille håndfuld græskarkerner

Dressing

½ dl olivenolie
3 spsk. frisk citronsaft
1/4 tsk. stødt koriander
Lidt friskhakket rød chili (kan udelades)
Salt og friskkværnet peber

Sådan laves tomatsalaten

Halvér rødløget, snit det i tynde strimler og kom dem i en lille skål. Vend med 1 spsk. citronsaft og ganske lidt salt. Lad dem trække, mens du laver salaten.

Skær tomaterne i skiver. Skær de to slags melon i både, skær skallen af og skær melonkødet i skiver. Riv de friske krydderurter i grove stykker. Riv også de friske mozzarella i rustikke stykker. 

Rør alle dressingens ingredienser sammen - smag til med salt og peber.

Vend meget forsigtigt tomater, melonstykker og krydderurter sammen med halvdelene af dressingen i en stor skål. Find et smukt serveringsfad frem og bred salaten ud på det. Top med de letmarinerede rødløg, mozzarella og græskarkerner. Dryp med resten af dressingen og pynt evt. med ekstra krydderurter.

Så er der serveret!

Læs også: Pasta med tomat og feta.