- Hjem
- Inspiration
- Opskrifter
- Desserter og kager
- lav hjemmelavet kransekage til nytår

Lav hjemmelavet kransekage til nytår
Årets sidste fest fejres bedst med godt selskab, bobler og kransekage. Og hvorfor så ikke forkæle gæsterne med den hjemmebagte af slagsen, som du kan servere, når klokken slår 12?
Skrevet af Imerco · 18 december 2017Flere vælger at købe kransekagen hos bageren, fordi det er nemt, og det sparer en for en masse besvær i køkkenet. Men så svært er det faktisk ikke at lave et kransekagetårn. Læs med, og kast dig ud i at lave en lækker hjemmelavet kransekage til nytår.
Kom i gang med at bage kransekage
Du behøver ikke være mesterbager for at lave kransekage. Det vigtigste er, at dejstykkerne er målt præcist op, så du kan bygge tårnet uden for meget besvær.
Opskrift på hjemmelavet kransekage
Antal: 10 personer
Det skal du bruge til at lave kagedej til kransekage:
500 g marcipan
100 g sukker
1 1/2 æggehvide
100 g chokolade
Flormelis til udrulning
Det skal du bruge til at lave glasur til kransekage:
150 g flormelis
1 æggehvide
Sådan laver du hjemmelavet kransekage
Sådan laver du kagedej til kransekage:
- Ælt marcipan, sukker og æggehvide sammen.
- Rul dejen ud på bordet. Drys med flormelis, så dejen ikke klister på bordpladen.
- Del dejen op i to, og rul delene til to lige store pølser. Tykkelsen skal være omkring 1 1/2 cm.
- Den ene pølse skæres ud i tre stykker på 16, 19 og 28 cm. Den anden skæres ud i tre stykker på 13, 22 og 25 cm.
- Det lille stykke dej, der er i overskud, rulles til en kugle med en spids på toppen. Den skal bruges til toppen af kransekagen.
- Saml enderne af pølserne, så de bliver til ringe, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Tryk ringene spidse i toppen, så de får en trekantet form.
- Bag ringene i ovnen i 5-7 minutter ved 250 grader.
- Ringene kan sprøjtes med glasur, når de er blevet kolde.
Tegn ringe på bagsiden af bagepapiret, og form dejen efter det. Brug gerne en passer, så bliver resultatet mere præcist. Du kan også bruge kransekageforme.
Sådan laver du glasur til kransekage:
- Rør flormelis og æggehvide sammen til en jævn glasur. Kom glasuren i en sprøjtepose, eller lav et kræmmerhus af et stykke bagepapir, som er foldet sammen.
- Sprøjt glasuren på de kolde kransekageringe i et zigzagmønster.
- Smelt chokoladen over et vandbad, og pensl enden af ringene med chokolade.
- Saml tårnet, og pynt med flag, serpentiner eller knallerter.
Hvis du synes, at et kransekagetårn er for besværligt, kan du i stedet forme nogle aflange kransekagestykker.
Det er en fordel at bage kransekagen dagen før, du skal bruge den. Det gør det nemmere, når du skal samle kransekagetårnet og pynte det. Kagen bliver nemlig mere fast og nemmere at komme glasur på.