Topfoto 39

Sådan bager du kuglerunde æbleskiver

En af juletidens hyggeligste traditioner er lækre, luftige æbleskiver – særligt de hjemmelavede af slagsen. Se her, hvordan du nemt laver hjemmelavede og kuglerunde æbleskiver.

Skrevet af Imerco · 8 november 2021

Det er så lækkert med de luftige æbleskiver med det sprøde ydre. Traditionen emmer af hygge, og æbleskiverne er helt perfekte at nyde med familie og venner i den skønne juletid. Men æbleskiver smager bare bedre, når de er hjemmelavede, og det er altså ganske nemt at lave de mest perfekte, kuglerunde æbleskiver – og vær ikke bange for at twiste lidt på både smag og tilbehør!

Se alle æbleskivepander.

Det skal du bruge (ca. 25 æbleskiver)

  • 2,5 dl mælk
  • 25 g gær
  • 250 g hvedemel
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk salt
  • 2 æg
  • Ukrydret fedt eller palmin til stegning

En af julens bedste traditioner er luftige æbleskiver

Sådan laver du dejen

  • Kom mælk i en skål og rør gæren ud heri.
  • Tilsæt, mel, sukker og salt og rør til dejen er jævn.
  • Del æggeblommer og hvider og kom æggeblommerne i dejen. Gem hviderne.
  • Rør dejen godt sammen og stil den til hævning i 1-1½ time.
  • Pisk æggehviderne stive og vend dem sammen med dejen.
  • Tilsæt herefter ½ dl kogende vand og rør forsigtigt rundt.

Hvis du vil lave nogle lidt anderledes æbleskiver, kan du krydre dem med lidt kardemomme eller appelsinskal – eller udfordr dig selv og fyld dem med æblemos, Nutella eller nougat/marcipan.

Bag hjemmelavede kuglerunde æbleskiver til jul

Sådan bager du æbleskiverne

  • Fyld din æbleskivedej i en sprøjtepose, og lad den ligge på køl inden æbleskivebagningen, så den bliver kold og mere tyktflydende.
  • Varm æbleskivepanden op, og kom lidt smør i alle hullerne.
  • Lad smørret bruse af, og fyld hullerne med dej til 1 mm fra kanten, og bag til æbleskiverne er gyldne og slipper panden, men stadig er fulde af rå dej i midten.
  • Drej hver æbleskive en kvart omgang med en kødnål eller en strikkepind, så den flydende midte løber ned i bunden af æbleskivepanden, og efterfyld så med et lille klem dej.
  • Når du har fyldt på igen, vender du lidt over en kvart omgang, så skiven lukkes til med den friske dej.
  • Bag æbleskiverne til de er gennembagte og vend flere gange undervejs.

Servér æbleskiverne med dulce de leche-karamel og et lille drys havsalt i stedet for – eller som supplement til – det traditionelle syltetøj. Lemoncurd er også skønt og anderledes æbleskivetilbehør.

Opskriften er udviklet af Valsemøllen.