småkager udstiksforme

Opskrift på småkager til udstikning

Skarpe kanter og en dej, der ikke flyder ud - dét får du her, hvor vi deler opskriften på lækre krydderi-småkager, der er perfekte til at stikke ud i lige de former, du allerhelst vil lave.

Skrevet af Imerco · 30 januar 2024

Her får du opskriften på en småkagedej, der er ideel til udstikkere, da den er både fast, sammenhængende og holder sin form, når den bliver bagt.

Se alt fra by Ditte Julie.

Ingredienser til krydderi-småkager

60 g flormelis
150 g kage hvedemel
1,5 tsk. cake factor eller andet kagekrydderi
75 g smør, blødt
2 æggeblommer

Sådan laves småkagedejen

Kom flormelis, mel og kagekrydderi op i en skål og smuldr smørret heri med hænderne. Tilføj æggeblommer og ælt dejen. Stop med at ælte når dejen er glat og hænger sammen. Læg dejen i en frysepose på køl i 30 minutter eller til du skal bruge den.

Udrul herefter dejen i 4 mm tykkelse og udstik dine småkager. Placer dem på en bagemåtte i silikone eller bagepapir. Placer gerne endnu en bagemåtte over småkagerne, så de bages mellem to bagemåtter i silikone - det holder på dejen, så man er helt sikker på at få en jævn flade. Bag dem i ovnen ved 190 °C varmluft i ca. 10-12 min. Lad dem køle af. 

Ingredienser til pyntning

Sølvstøv
100 g flormelis
30 g pasteuriserede æggehvider

Sådan pyntes småkagerne

Pensl småkagerne med sølvstøv. Pisk flormelis og æggehvider til en royal icing. Kom denne på en sprøjtepose, hvor en tyl med lille åbning vælges. På den måde kan du lave sirlige, tynde streger.

Pynt dine småkager med royal icing - brug fantasien, når du pynter eller billedet til inspiration.

Opskriften er udviklet af bageekspert Ditte Julie Jensen.

Læs også: Guide til julens bedste hjemmebag.

Tip

Du kan sagtens lave dejen noget tid i forvejen og så blot have den liggende på frys, indtil den skal bruges.

krydderismåkager til udstik