- Hjem
- Inspiration
- Opskrifter
- Desserter og kager
- Bradepandekage med skabeloner

Opskrift: Bradepandekage med skabeloner
Det er sjovt at bage - men det kan gøres endnu sjovere, hvis du skærer kagen ud efter skabeloner i sjove former.
Skrevet af Imerco · 13 december 2023Bradepandekage er lækkert i sig selv, men du kan nemt gøre noget ekstra ud af den, du bager. Skær den til efter skabeloner, og dekorér den med smørcreme i farver, krymmel og andet spiseligt pynt.
Dej til bradepandekage
250 g hvedemel
300 g flormelis
6 spsk. kakao
2 tsk. bagepulver
Lidt salt
150 g smør
2,5 dl sødmælk
2 æg, str. M/L
Sådan bages kagen
Sigt alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt smørret i en gryde. Kom smeltet smør, sødmælk og æg op i en anden skål, og rør det godt sammen. Pisk herefter smørblandingen i de tørre ingredienser til du får en ensartet dej. Kom dejen op i en bradepande (ca. 25 x 30 cm) beklædt med bagepapir i bunden. Bag kagen ved 180 grader varmluft i 20-25 minutter. Lad kagen køle af. Placér kagen på et passende fad. Læg en valgfri skabelon på kagen, og skær efter den. Gem evt. overskydende kage til romkugler eller andet bagværk.
Ingredienser til smørcreme med hvid chokolade
200 g god, hvid chokolade
150 g smør, blødt
2,5 dl flormelis
1 tsk. vaniljepulver
150 g neutral flødeost
Pastafarve (den farve, du ønsker)
Sådan laves smørcremen
Smelt hvid chokolade i en mikroovn eller over et vandbad. Pisk kort smør og tilsæt herefter flormelis og vanilje til smørret. Pisk videre til en lys og cremet masse. Pisk flødeosten i smørblandingen. Pisk kun lige akkurat til blandingen er ensartet – ellers piskes flødeosten i stykker, og cremen vil blive lind.
Når chokoladen er smeltet og kølet en smule, tilsættes den til smørcremen og det vendes forsigtigt sammen. Farv din smørcreme som du ønsker og dekorér din kage.
Tip
Du kan lave din kage som enhver form, du ønsker, men du kan også gøre det nemt for dig selv ved at bruge en form, der allerede er bestemt på forhånd.