- Hjem
- Inspiration
- Opskrifter
- Tilbehør og salater
- Pisket smør hitter

Smør deluxe: Pisket smør er sagen
Pisket, rullet og støbt - smør kan serveres på mange måder, og det hitter! Så giv dig i kast med at servere smør, der bliver ekstra indbydende med en af de følgende måder.
Skrevet af Imerco · 17 maj 2024Skab restaurantoplevelser derhjemme på en meget enkel måde ved at pifte sommerfrokosten eller grillmaden op med pisket eller støbt smør. Du kan variere smørret med forskellige urter, blomster og krydderier, og servere det til alle retter, hvor du normalt ville bruge almindeligt smør som tilbehør.

Støbt smør
Støbt smør er smukt på ethvert bord – og her er det kun fantasien, der sætter grænser for form og størrelse. Vi har støbt det i flødebolleforme, men du kan også bruge små og store kageforme i silikone.
Til 6 toppe skal bruges:
250 g smør
evt. smagsgivere (salvieblade, purløgsblomster, hornvioler eller lignende)
Sådan gør du
Tag smørret ud af køleskabet, og lad det ligge på køkkenbordet i 1 time. Pisk smørret blødt og hvidt med elpisker eller røremaskine i 5 minutter.
Fyld det i en sprøjtepose, og fordel det i den valgte form – sprøjt jævnt og uden ophold, så du undgår luftlommer. Glat overfladen. Sæt i fryseren natten over.
Vend de frosne smørtoppe ud af formen ved at vende silikonen på vrangen. Sæt på små tallerkner, og pynt med urter eller blomster. Lad dem stå ude ved stuetemperatur inden servering.
Pisket smør med kærnemælk
Når du pisker smør længe, bliver det lækkert luftigt og voluminøst. Perfekt til at smøre på et stykke surdejsbrød eller toppe grillet grønt.
Til 4-6 personer skal bruges:
250 g smør
1/2 dl kærnemælk
1/2 tsk. havsalt
Sådan gør du
Tag smørret ud af køleskabet, og lad det ligge på køkkenbordet i 5-8 timer. Pisk smørret luftigt med elpisker eller røremaskine i 10 minutter.
Tilsæt kærnemælk og salt. Pisk videre indtil smørret har konsistens som stift flødeskum. Anret det piskede smør i en smuk skål eller coupe.
Opbevar smørret ved stuetemperatur frem til servering.
Rullet smør
Brug samme fremgangsmetode som til støbt smør, men læg det blødgjorte smør i en bane på et stykke husholdningsfilm i stedet for. Rul det så stramt ind i husholdningsfilm. Sæt smørrullen i køleskabet, og befri den for film lige inden servering. Du kan placere spiselige blomster og urter med hovedet/forsiden nedad på husholdningsfilmen, inden du lægger smørret oven på. Og lægge endnu en række blomster, nu med hovedet/forsiden opad, øverst, inden du lukker og strammer.
Læs også: Opskrift på hvidløgsbrød med mozzarella.