- Hjem
- Inspiration
- Boligindretning
- ti tips til dit diy bryllup

10 tips til dit DIY-bryllup
Vil du gerne tilføje et personligt præg til dit bryllup? Så er der heldigvis mange gode tips og tricks at hente til et personligt og charmerende DIY-bryllup, der ikke behøver koste en formue. Vi har samlet 10 tips til alt fra invitationer til bordpynt, så du selv kan kreere dit drømmebryllup.
Skrevet af Imerco · 2 april 201710 tips til forberedelserne af dit DIY-bryllup
1. Personlige invitationer
Tidligere var det brylluppet, der var i fokus på invitationerne, men nu har de fine kort selv indtaget en central plads i bryllupsforberedelserne. Bryllupsinvitationerne sætter tonen for selve brylluppet. Det er her I først gør det klart, hvilket tema brylluppet kommer til at have – også selvom det måske ikke er mere end en gennemgående farve. Med andre ord er der med invitationerne rig mulighed for at slippe fantasien løs og eksperimentere med farver og former. I kan eksempelvis skrive jeres navne i kalligrafi med vandfarver, der flyder lidt ud og gør det blødt og lækkert, eller I kan bruge lim og glitter til at peppe en klassisk invitation lidt op.
Husk at sende invitationerne ud i god tid - gerne 4-5 måneder inden den store dag.
2. Få styr på bryllupshåret
På den store dag er der nok at holde styr på, ikke mindst lokkerne. Og også her kan du klare det selv, eller måske få lidt hjælp af en god ven eller veninde. Hvad enten du er til et cool glat look, fine klassiske krøller eller en opsat frisure, kan du komme langt med et glattejern eller krøllejern – og selvfølgelig en masse hårspray. Til gommen kan det være smart at have en hårtrimmer ved hånden, så siderne og nakken står helt skarpt.
Læs også: Få styr på de klassiske bryllupstraditioner
3. Stor og flagrende brudebuket
Brudebuketten har altid været en vigtig del af brylluppet – den har en central placering og så kan den rigtige brudebuket sætte hele tonen for bryllupstemaet. Hvis dit bryllup er klassisk kjole og hvidt, vil en enkel buket med roser eller liljer gøre sig godt. Her kan du samle dine favoritter og selv kombinere dem, så du får din drømmebuket. Hvis du holder et havebryllup, kan du vælge en mere vild buket uden en decideret blomst i. Her er der i stedet fokus på en masse grønt i form at ranker af blade som eukalyptusgrene eller sukkulenter, som giver et flagrende og mere tilfældigt look – uden at være det.
4. Den perfekte bordplan
En af de ting, der kan gøre selv den mest afslappede brud en smule ængstelig er bordplanen. Hvem sætter man sammen, og hvordan sikrer man, at alle hygger sig? Her er der heldigvis forskellige muligheder. De runde borde er hyggelige og gør det lettere at komme rundt. Det er også en god, klassisk løsning, hvis man har et børnebord, et singlebord og et bord til de fjerne slægtninge. En anden løsning er at vælge langborde, som signalerer, at vi er én stor familie, og det er vores fælles fest.
5. Bordkort eller planche til dit DIY-bryllup
Når du har besluttet dig for selve opsætningen og typen af borde, er det tid til at tænke i bordkort. Her kan du vælge at lave små, fine håndlavede bordkort i samme stil som dine bryllupsinvitationer – på den måde kan du styre, hvor folk sidder. Hvis du derimod ønsker en mere uhøjtidelig stil, kan du lave en stor farverig planche, som du hænger op. Her inddeler du gæsterne i grupper – én gruppe til hvert bord – og så bestemmer gæsterne selv, hvor de sidder ved bordet. Det giver en mere afslappet fest, mens du stadig styrer, hvem der sidder sammen.
6. Lag-på-lag-borddækning
En flot og moderne løsning til borddækningen er lag-på-lag-looket, som også er oplagt at kaste sig ud i, når man planlægger et DIY-bryllup. Et godt trick, når man tænker lag-på-lag, er at skabe kontraster med forskellige typer stof. Du kunne eksempelvis vælge en dug i velour, nogle lidt grove bomuldsservietter og så toppe det med en blondeløber på midten.
Læs også: Den ultimative guide til borddækning
7. DIY-bryllup med diskrete servietter
Servietterne skal være i stof, men de skal ikke længere foldes. Den mest trendy måde at arrangere servietten på er at folde den, så den er aflang. Herefter sætter du en tredjedel fast under tallerkenen og lader resten hænge ned fra bordet. Afhængigt af dit overordnede bryllupstema, kan du variere servietternes materiale eller farver for at give borddækningen et twist.
8. Blomsterpynt på bryllupsbordet
Inden for blomster og farver er der to sideløbende trends. Den ene er det sydlandsk-inspirerede med masser af grønne nuancer. Store ranker, der løber hen af bordet og ned på gulvet, duftende krydderurter og enkelte hvide blomster. Den anden trend involverer dybe, kraftige farver som rubinrød eller kongeblå, hvor du med få blomster kan skabe en stor kontrast til den hvide dug.
9. Maden er en del af pynten
Uanset om du er til de grønne nuancer eller de kraftigere farver, er maden en del af pynten. Det kan være i form af smukke opsatser med blå druer eller figner i eller en lille spiselig haps ved hver kuvert som miniblinis med en reje på, en lille kage eller en ske med rogn og krydderurter – noget der passer i farverne til borddækningen.
Læs også: 3 anderledes bryllupskager
10. En lille afskedsgave
I stedet for en lille æske på bordet med en gave til gæsterne, er det in at lave en lille afskedsgave, de kan tage med sig, når festen er slut. Det kan være en pose med en lille snack til turen hjem, en flaske vand og et par hovedpinepiller eller I kan omdanne baren til en bland-selv-slik biks sidst på natten – så kan gæsterne selv komme op og blande sig en pose med godter til hjemturen eller dagen derpå.
Læs også: Kom godt i gang med din bryllupsplanlægning