- Hjem
- Inspiration
- Boligindretning
- kend dine certificeringer det skal du vide når du køber boligtekstil

Kend dine certificeringer: Det skal du vide, når du køber boligtekstil
Er du i tvivl om, hvad det betyder, når dine badehåndklæder er OEKO-TEX-certificerede? Eller leder du efter 100% økologisk sengetøj, der er fri for kemi? Så læs med her og få forklaringen på, hvad de mange forskellige certificeringer egentlig står for, og hvad du skal kigge efter, når du shopper tekstiler til seng, bad og bolig.
Skrevet af Imerco · 5 maj 2021Nordisk Miljømærkning
Det er Nordisk Miljømærkning, der står bag Danmarks officielle miljømærker – Svanemærket og EU-Blomsten. Du kender dem måske også som Svanen og Blomsten, og de er begge med til at hjælpe dig med at vælge produkter, der er gode for mennesker, miljø og jordens ressourcer.
Svanemærket
Svanemærket er et populært mærke, der kan findes på så forskellige produkter som shampoo, babytøj og sengelinned. Mærket er med til at hjælpe dig med at vælge de miljømæssigt bedste produkter i hver varegruppe.
Svanemærket er det officielle miljømærke i Norden, og det gives kun til produkter, der lever op til skrappe krav om at belaste miljøet mindst muligt ved at undgå miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Og det er en fordel både for dem, der producerer varerne og for dig, der skal bruge dem.
EU-Blomsten
EU-Blomsten er det officielle miljømærke i Europa. Ligesom Svanemærket gives det til produkter, der lever op til en række krav om miljøbevidst produktion.
Miljømærket kan findes både på produkter og serviceydelser – tjek for eksempel om din lokale vaskehal har EU-Blomsten, næste gang bilen skal rengøres. Også møbler, legetøj, boligtekstiler og mange andre produkter kan opnå EU-Blomsten.
Standard 100 by OEKO-TEX
Standard 100 by OEKO-TEX er også kendt som ”Tiltro til tekstiler”. Det er verdens førende sundhedsmærke for tekstiler og giver dig garanti for, at produktet hverken indeholder kemiske stoffer, der er – eller mistænkes for at være – skadelige for mennesker og miljø.
Certificeringen gælder alle dele af produktet, for eksempel er både stof, sytråd, bånd og mærkater blevet testet, før certificeringen gives.
Standard 100 by OEKO-TEX stiller skarpere krav til tekstilproduktionen end dansk og europæisk lovgivning. Derfor er tekstiler med denne mærkning værd at gå efter, hvis du vil have sengetøj eller håndklæder, der er helt fri for skadelig kemi.
GOTS
GOTS står for Global Organic Textile Standard, og det er den førende internationale standard for økologisk tekstilproduktion. Det er din garanti for, at 100% af tekstilfibrene er økologiske. Det betyder, at der hverken er brugt giftige, kræftfremkaldende, hormonforstyrrende eller miljøbelastende kemikalier i produktionen. Og dermed er GOTS også en garanti for ordentlige arbejdsvilkår, for dem der producerer tekstilerne.
DOWNPASS
DOWNPASS er en international mærkningsordning, der sikrer kvaliteten af dun og fjer til dyner.
Mærket stiller krav om kvalitet, dyrevelfærd og at fjer og dun kommer fra etisk korrekte producenter.
Det indebærer også en sporingsordning. Med et DOWNPASS mærke på din dyne, kan du spore dun og fjer helt tilbage til fjerkræavleren.
NOMITE
NOMITE-mærket kan findes på dyner og puder, der er produceret med et bolster så tæt, at husstøvmider ikke kan trænge igennem. Er du allergiker eller astmatiker kan det derfor være en fordel at vælge en dyne, der har NOMITE-mærket.
Astma-Allergi Danmarks allergimærkning
Vil du sove i sikkerhed for allergifremkaldende stoffer, skal din dyne bære Astma-Allergi Danmarks allergimærkning. Allergimærkningen tillader nemlig ikke tilsætning af en række kemiske og naturlige indholdsstoffer, der kan fremkalde allergi og hudirritation.
For at et produkt kan få allergimærkningen, skal Astma-Allergi Danmark have fuld indsigt i hvilke og hvor mange indholdsstoffer, produktet har. Det giver gennemsigtighed og tryghed for forbrugeren.
Fairtrade
Det internationale mærke Fairtrade er din garanti for, at produktet lever op til en række krav om fair løn og gode arbejdsforhold under råvareproduktionen. For eksempel er der forbud mod brug af sundhedsskadelige sprøjtemidler og strikse krav til miljøbeskyttelse.
For at opnå Fairtrade-mærket, skal virksomheden også tilgodese bønder og arbejdere med et økonomisk tillæg, der investeres i udvikling af produktionen og lokalsamfundet.
SA 8000 Social Accountability Accreditation Services
SA 8000 er en international certificering, der stiller krav om, at virksomhederne skaber fair arbejdsforhold for de mennesker, der arbejder i produktionen.
SA 8000 følger de internationale menneskerettighedskonventioner og har blandt andet fokus på børnearbejde, tvangsarbejde, sikkerhed og sundhed, lønkompensation, diskrimination, arbejdsdisciplin, foreningsfrihed og ret til kollektiv forhandling.
