Klarborg Top

Etly Klarborgs eventyrlige juleunivers

Julen har altid haft en speciel plads i Etly Klarborgs hjerte. Måske derfor endte den med at blive hendes levevej. I 1986 skabte hun brandet Klarborg – siden har hun produceret julepynt i alle mulige afskygninger. Læs mere om Klarborg her.

Skrevet af Imerco · 14 oktober 2020

importedContent

Se alt Klarborg her

Da Etly Klarborg var en lille pige, sad hun ofte ved spisebordet med sit papir og sine farveblyanter. Hun tegnede. Og hun elskede det.

Men det var ikke hvad som helst, der udformede sig på det hvide stykke papir på spisebordet. Det var mest bare små mænd med lange røde huer. I alle mulige former og farver.

Med tiden blev nisserne mere tredimensionelle, da hun begyndte at modellere dem i deres fulde form. Hun eksperimenterede også en overgang med små dyrebørn og teddybjørne, men det var som om, at hun altid vendte tilbage til nisserne.

I første omgang var det dog ikke nisserne, der kom til at bestemme, hvordan hun skulle tjene sine penge. Det var mobiltelefoner. Et af hendes første jobs var nemlig på en fabrik, hvor hun loddede nogle af de allerførste mobiltelefoner på markedet. Siden fulgte et rengøringsjob på et hotel og et job som pædagogmedhjælper.

Men nisserne hang altid ved.

”Jeg har altid modelleret og solgt nisser til mine kollegaer og folk omkring mig. Det meste af min fritid er gået med at modellere og male nisser, og jeg kunne sidde til langt ud på natten, fordi jeg bare ikke kunne lade være,” siger Etly Klarborg.

Et brand bliver født

Efterhånden begyndte folkene omkring hende at presse på. De syntes, at hun kunne noget helt specielt og var sikker på, at hun kunne gøre nisserne til sin levevej. Og efter at have vendt det med sin mand og fået styr på økonomien sprang hun ud i det. I 1986 åbnede Etly Klarborg sin første butik. Brandet Klarborg var født.

Et brand, der i dag har omkring 360 forhandlere og 7-8 ansatte. Altså ud over Etly Klarborg selv og hendes tre sønner, som i øvrigt alle er en del af Klarborg.

”Og jeg har ikke engang tvunget nogle af dem til det,” som hun siger.

Etly Klarborg

Traditioner binder familien sammen

Selvom virksomheden også laver andet end nisser, har Etly Klarborg i høj grad bygget sin forretning på et fundament af jul – og hvad dertil hører. Og det er der en god grund til. Julen har nemlig altid stået som noget helt særligt for hende.

Etly Klarborgs mor brugte meget tid på at fortælle historier om nisser og på alle mulige - og umulige - måder forsøge at gøre dem levende for Etly og hendes bror, da de var små.

”Jeg kan huske rigtig meget fra mit barndomshjem, og det tror jeg er fordi, min mor gjorde så meget ud af julen - og nisserne,” siger hun.

”Hun kunne f.eks. finde på at tage noget halm fra vores nabo, som var bondemand, og lægge det hen over vores køkkengulv, så vi troede, at nissen havde været i køkkenet og spise småkager om natten.”

Og morens kærlighed til højtiden er i den grad smittet af på Etly Klarborg, som har båret traditionerne videre til sine egne børn. Som igen har planer om at give dem videre til deres børn. Og sådan kan det forhåbentlig fortsætte i generationer.

”Traditioner er utrolig vigtige for en familie. Jeg er meget traditionsbunden, og alle de ting, min mor gjorde, da jeg var lille, har jeg gjort for mine egne tre drenge. Familietraditioner binder familien sammen,” siger Etly Klarborg.

Se video om Klarborg her

Fantasien er vigtig

Da sønnerne var små, kunne hun finde på at stille en lille trækælk ude foran vinduet og lægge lidt halm på den. Så troede de, at nissen havde været forbi og brugt kælken til at stå på, så han kunne se ind ad vinduet, mens de sov. Og det var blot én af de mange ting, hun fandt på for at holde sønnerne i deres barnetro så længe som muligt. For hende er der nemlig ikke noget bedre end barneansigter, hvor troen på nisser stråler ud af øjnene.

Heldigvis er det ikke kun Etly Klarborg selv, der er glad for og værner om familiens juletraditioner. Det gør hendes sønner også. Og hun behøver ikke være bekymret for, om traditionerne bliver ført videre.

Sønnen Mads gør nemlig meget ud af, at han egen søn, Huxi, får den samme magiske oplevelse af julen, som han selv havde, da han var barn.

”Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at børn får lov at fantasere. De senere år har der været en tendens til, at det er lidt ildeset at tro på tandfeen og på nisser. Men så mister børn jo evnen til at fantasere og forestille sig eventyrlige ting, og det kan hæmme deres kreative udvikling senere i livet,” siger Mads Klarborg.

”Min dreng og mine fremtidige børn skal have lov til at tro på det, de har lyst til. Og så hjælper vi dem til, at det bliver mere virkeligt. Det er vigtigt, at de har noget at tro på.”

Klarborg

Tykke babymaver og barnlige sjæle

Kreativ udvikling og iderigdom er ikke noget, Etly Klarborg nogensinde har manglet. Det giver nok sig selv. Især, hvis man kaster et blik på det store bagkatalog af nisser, som hun efterhånden har bygget op.

Inspirationen er kommet fra alle og ingen steder. Som dengang, Martin var en lille dreng, og Etly Klarborg kom til at kigge ned på hans tykke bare mave, der stak frem under den lidt for korte nattrøje. Den så umådelig sød ud, syntes hun. Og fra den dag skulle alle hendes nisser have den her ”bette bare babymave”.

Den første nisse skulle naturligvis opkaldes efter Martin. Og så var der jo også nødt til at være en Mads-nisse og en Mathias-nisse. Og så er det egentlig gået slag i slag derfra. Med inspiration fra venner og familie. Og børn, der har skrevet håndskrevne breve til hende med ønsker til deres helt egen personlige nisse.

”De breve rammer mig lige i hjertet. Jeg gemmer alle de breve, jeg får, i værkstedet. Og når jeg løber tør for ideer, så kigger jeg på dem og får ny inspiration.”

Hver nisse har sin egen personlighed og sit eget udtryk. Og Etly Klarborg håber, at hendes nisser kan bringe noget barnlig glæde ind i de hjem, hvor de får lov at få plads.

”Jeg håber, at nisserne kan være med til at give folk lov til at blive lidt som børn igen. At de kan bringe minder frem fra deres barndoms jul. Og ikke mindst at de får lov at gå i arv i generationer. Ligesom de har gjort det i vores familie.”

Nisserne – og julen generelt - fylder meget hos Klarborg. Men brandet laver også andet end nisser. Siden dengang Etly Klarborg første gang eksperimenterede med at modellere små dyrebørn og teddybjørne, er begge dele f.eks. blevet sat i produktion i 2017. 

Se alt Klarborg her